Kvinden og slikkepinden

I Allahs Navn Den Barmhjertige Den Nådige Herre,

 

 

I dag sad jeg i bussen på vej hjem fra skole. Jeg havde knoklet dagen lang og rendet frem og tilbage mellem en computer og printer, så da jeg sad i bussen var jeg godt træt. Jeg sad i mine egne tanker og ventede til bussen skulle nå frem til mit hjem, så jeg kunne komme hjem og slappe af. Det var varmt i bussen og jeg ønskede at bussen kunne køre hurtigere så jeg kunne nå hjem i en fart. Foran mig sad en far med sin datter. Datteren var charmerende og snakkede rigtig sødt dansk. De var udlænding. Jeg sad lidt og observerede den lille pige, men jeg sad i mine egne tanker. Jeg fik også øje på en dansk kvinde der sad længere frem i bussen. Det hele var normalt. Folk sidder for sig selv i stilhed og i sine egne tanker og passer sig. Pludselig brydes den stilhed foran mig og filmen knækker; den danske kvinde sætter sig ved siden af faren og datteren. Roder i sin taske. Kunne se hun ledte efter noget. Jeg undrede mig meget over hvad hun ville. Kunne jo se hun henvendte sig til faren og datteren. Lige pludselig tager hun en slikpindpose frem. Læser bagsiden hurtigt. Tager en slikkepind og rækker den til datteren. Den lille pige takker og tager imod slikkepinden.

 

 

Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Det var virkelig en sød tanke. Det var stort af kvinden at hun kunne samle mod til at gå til en fremmed og give en slikkepind, mashaAllah, vel viden om den debat tone der fylder en del her for tiden. Det er sket før, at man har brudt bølgerne, men det så sødt ud og det bevægede mine følelser. Jeg tænkte på Profeten, sallallahu ’alayhi wa ala alihi wa sallam, hvor blid han var mod børn. Hvordan han legede med sayyiduna Hussayn og Sayyiduna Hassan, hvor han plejede at tage dem op på sin skulder og lege med dem. Hvor blid og omsorgsfuld han var når han skulle tale til et barn.

 

Et smil fra et barn varmer hjertet og smelter det fuldstændigt. Må vi alle huske de små engle, uanset hvilke nationalitet og religion de tilhører.

 

 

Den forkerte bus og den violette jilbab

For noget tid siden faldt jeg over den her blog: En sunni-muslims tanker Den er rimelig ny, men fra dag 1 syntes jeg at bloggen var utrolig interessant. Bloggeren poster gode og vigtige posts, som på mange måder er rig af velsignelser og god eftertanke. En af de bedste post, som bloggeren hidtil har postet er: “Den forkerte bus”  . Den har virkelig præget min hverdag, for hvergang jeg ser en ældre kvinde/mand kommer jeg i tanker om den ældre mand som blot havde brug for en lille smule opmærksomhed og derpå havde man givet ham en god dag; man har givet et andet menneske en god gerning. Det er virkelig smukt at tænke over.

Så sent som igår blev jeg stoppet op af en ældre mand på cykel. Jeg var på vej hjem fra skole og havde mange tanker i hovedet, lige pludselig hører jeg en stemme: “Sikken en fin dragt (min jilbab) du har på. Den er flot violet”. Jeg slukker for min MP3 som kører i baggrunden med en af Habib ‘Alis taler, og giver manden min opmærksomhed. “Undskyld, jeg hørte ikke rigtig efter, fordi jeg havde min MP3 i ørene?” Jeg havde hørt ham, men jeg var lidt i tvivl om han virkelig snakkede om min jilbab. Manden svarede: “Det er helt fint. Jeg sagde bare at det er en fin violet dragt du har på.”  Jeg smilte tilbage og sagde tak. Jeg syntes det var sødt af ham. Men vores samtale sluttede ikke der. Vi snakkede om farver og hvorfor de fleste dansker (det var hvad han mente) gik med kedelige og triste farver. Efter en lille samtale midt på gaden, sagde han farvel til mig, og ikke hvilke somhelst farvel, men salaam. Han sagde: “Sssalllaam ya khhhabibi” . Da han sagde det var mit ansigt et stort smil og han havde gjort min dag til en smuk dag. Jeg håber ligeledes at jeg fik givet ham en god dag som tak for hans venlighed.

 

The wisdom of Silence – Sa’id Shirazi

 The Wisdom of Silence

Be silent, O thou who knowest many things! For he that speaketh little will be free from reproach on the Day of Judgment.
The man of many words is deaf; no counsel does he heed like silence.
When thou desirest continually to speak thou findest no sweetness in the speech of others. Those who reflect upon right and wrong are better than triflers with ready answers.
He that speaks little thou dost never see ashamed; a grain of musk is better than heap of mud.
Beware of the fool whose volume of words is as that of ten man – a hundred arrows shot and each one wide of the target. If thou art wise, shoot one, and thant one straight.
Utter not slander before a wall – oft may it happen that behind are listening ears. Enclose thy secrets within the city walls of thy mind, and beware that none may find the gates of thy city open. A wise man sews up his mouth: the candle is burned by means of its wick.

Sa’id Shirazi

“…How are you able to walk on water?…”

Once someone asked Jesus , “How are
you able to walk on water?”
Jesus replied, “With certainty.”
Then someone said, “But we also have
certainty!”
Jesus then asked them, “Are stone, clay,
and gold equal in your eyes?”
They replied, “Certainly not!”
Jesus responded, “They are in mine.”
[Kilde: Ahmad]

Walk on Water – The Wisdom of Jesus (Sh. Hamza Yusuf)

Hasan al-basri’ læresætning

“Den, som kender Allah, elsker Ham og den, som kender verden hader den.” [Hasan al-Basri]

Thafakkur – eftertanke

Nogle former for ”thafakkur” – eftertanke – , som Shaykh ’Ali Habib Jifri, må Allah være tilfreds med ham, har nævnt: 

1. Hvis en person går i en smuk have eller park, som er fuld af skønhed og smukke blomster og roser vil personens reaktion umiddelbart være: ”SubhanaAllah” – Prist være Allah. Denne form for eftertanke er med til, at lade Allahs skabelse være en ”inspiration” / kilde til at nævne og huske Ham.

2. At tænke over det som sker omkring en og det som er sket. At tænke over hvor forskellige mennesker er; både i enighed og uenighed. At tænke over menneskets kærlighed og forhold til hinanden. Det er med til at gøre denne person, som tænker således et bedre menneske, for det er med til at skabe mere forståelse; og man vil være mere vis. Man vil være et menneske, som har empati og sympati med andre.  

3. At tænke over hvor velsignet man er. Hvor meget Allah har skænket én velsignelser. Det er med til, at man er mere tilbøjelig for, at takke og huske Allah; og ligeledes være lydig som ”Allahs tjenere”.

4. At tænke over ens eget forhold til Allah; man synder og er ulydig overfor Allah, men lige meget hvad, fratager Allah ikke de velsignelser Han har skænket en. Denne form for eftertanke er med til at skabe en velsignede tankegang, så man er mere tilbøjelig for at være lydig overfor Allah. Det er med til at holde en fra at gøre dårlige gerninger og dermed gør flere gode gerninger.

5. At tænke over døden. Hvert minut er man tættere på døden.. og tænke på, at måske lever man ikke i morgen. Det er med til at få en til at tilbede Allah med oprigtighed og hengivenhed… hvert åndedrag er tættere på døden.  

6. At tænke over ens egne problemer; modgang. Når man tænker over modgang og reflektere det til Allahs vilje; ”Måske vil Allah velsigne med og oplyse mig med noget med denne modgang” – når man finder mening med denne modgang, vil denne modgang omvendes til en god ting, uden man mærker det. Denne ”modgang” vil måske medføre, at man komme Allah nær og bliver mere vis om nogle ting, man ikke har vidst før.  

”Ingen tilbedelseshandling er så berømmet som (thafakkur) eftertanke. Så tænk på Allahs overflod og Hans Krafts værker; men forsøg ikke på at tænke over Hans Essens, for det vil I aldrig blive i stand til.” [Kilde: Bayhaqi; kitab al-sunan og al-’Ajluni; Kashf al-Khafa’wa Muzil al-Ilbas]

“Do you seek for God in silken clothes, asleep on golden couch?”

I dag faldt jeg for beretningen om Ibrahim Ibn Adham, som var en prins som ejede mægtige ejendomme i Asien. Han forlod al det han ejede da han vendte sig mod Allah. Han forlod den mægtige rigdom, for at søge Allah i al hengivenhed. Men under min læsning om ham slog nedstående passage mig: 

 “……..At midnight the roof of the apartment vibrated, as if someone was walking on the roof.

“Who is there?” he shouted. “A friend,” came the reply. “I have lost a camel, and am searching for it on this roof.”

“Fool, do you look for the camel on the roof?” cried Ibrahim.

“Heedless one,” answered the voice, “do you seek for God in silken clothes, asleep on a golden couch?” …..“

Vi lever i en verden, hvor vi har alt; og vi stræber efter for at få mere rigdom. Selv hvis vi fik det største bjerg fuld af guld, ville det ikke tørste vores stræben og iver efter mere rigdom. Vi tror, at glæden kommer fra at have penge, at købe mere, at have mere – selv hvis det er unødvendige ting – vil vi have det. Vi er blevet al for materielistiske og det er en af grundene til, at vi ikke kan finde vejen til Allah. For vores stræben og iver efter at få en rigdom, gøre at vi glemmer hvad der i virkeligheden er den største rigdom og lykke; nemlig at finde Allah.

Hvis vi ønsker at søge Allah oprigtigt og hengive os til Ham, så skal vi starte med at arbejde på os selv og arbejde på, at stræbe efter hvad der er sundt for os. Ikke efter det, som gøre vores tro ustabilt. Ikke efter det som vil forstyrre vores forhold til Allah. Vi bør stræbe efter det mest simple liv, som vores Elskede Profet, sallallahu ‘alayhi wa ‘ala alihi wa sallam, som vores elskede sahaba, må Allah være tilfreds med dem, som vores ophøjede awliya, må Allah være tilfreds med dem, gjord.

Hvis vi ønsker at finde Allah Den Almægtige, bør vi søge Ham under stille og simple forhold, som ikke forstyrrer eller gøre vores tro på Ham ustabilt.

Udforsk livet!

“Det liv som ikke udforskes er ikke værd at leve.”

-Platon

Sandelig havde Platon ret, hvad er et liv værd, hvis man ikke udforsker det og reflektere over det. Man vil ikke kunne række langt med sit forhold til Allah Ta’ala, hvis man ikke reflektere over sit liv og udforsker det i dybden. Hvis Islam kun er salah og regler, hvad er mening med naturen som er skabt til TEGN for de som tænker/reflektere over de ting, som Allah har skabt. Flere gange i Qur’anen har Allah sagt: Og sandelig er de som tænker de sejrende/ Og visseligt er det tegn for de som tænker. Gennem hele Quranen nævner siger Allah dette, mon så ikke at det er en stor ting, at reflektere og udforske sit liv for at nærme sig Allah?

“..træet kredsede omkring Profeten..”

 Naturen; de grønne områder, de fredelige og sind beroligende steder er en fantastisk skabelses, som er unikt, subhanaAllah. Tit som menneske, når man vil slappe af og finde ro i sit indre så går man ud til et grønt sted – hvis ikke det er moskeen  – naturen som er fredfyldt. Man tænker ikke umiddelbart ikke over hvor en stor religiøs relatering naturen har i forhold til Allah Den Ene og Profeten Muhammad, sallallahu ’alayhi wa ’ala alihi wa sallam.  

 Det her trækker på mit smilebånd:

 Ya’la fortæller: ”Under en ekspedition kom en talha- eller et samuratræ hen og gik rundt omkring Guds budbringer, som om det lavede omkredsninger (af Ka’baen), og gik så tilbage på dets plads. Guds Budbringer sagde: ”Det bad om Guds tilladelse til at hilse på mig.” [Kilde: Ibn Hanbal, Bayhaqi og Hakim]

Jeg synes den her beretning er så sød; at træet kredsede omkring Profeten, sallallahu ’alayhi wa ’ala alihi wa sallam; det er som at forestille sig et lille barn kredse omkring én, fordi det vil have slik. Træet gjord det kun for at hilse på dets Ophøjede Profet, sallallahu ’alayhi wa ’ala alihi wa sallam.  Profeten, sallallahu ’alayhi wa ’ala alihi wa sallam, havde mange hændelser med træer, som enten græd pga. længsel, knælede for ham, hilste salam og beskyttede ham, subhanaAllah. Så alene af den grund burde vi, som Allahs tjenere, forøge vores salam og kærlighed til

Profeten, hvis et træ kunne gøre alt dette. Prøv når du er ude… at tænke på, at træer i Profetens, sallallahu ’alayhi wa ’ala alihi wa sallam, sendte salam over ham, løb ildende.. Hvis man inkludere dhikr, ihukommelse, med i ens tur, så er jeg sikker på at man vil mærke en indre ro, indre renselse.. Prøv det!